(afleveret til Politiken 21/9-91)

ET BREV FRA MODEREN

Predrag Cvitanovic har boet i København siden 1978, er dansk statsborger siden 1987, og er ansat som Carlsbergfonds forskningsprofessor ved Niels Bohr Institutet.

København, 15 sept 1991

Min moders billede ligger foran mig. Brevet er dateret 1. september. Bag på billedet står der kun: 31 VIII 1991.

Som altid, ser hun lige ind i mig med sine klare øjne. Til forskel fra alle andre billeder jeg har af hende, smiler hun ikke. Hun ser på mig alvorligt, med beslutsom mine.

Hver nat falder jeg i søvn, og hver morgen vågner jeg med den samme drøm. Et smukt, bakket, solskinsfyldt landskab, under blå himmel, brændende. Landskabet - Midtsjællandske bakke.

Sædvanligvis består et brev fra min moder af fire-seks tæt maskinskrevne sider, og spænder fra seksten hundrede tals historie til dagens politiske analyse.

Brevet foran mig er anderledes. Det indeholder kun seks linier:

``Hvis jeg ikke overlever, så har du her en kopi af billedet til ID kortet - Haag konventionen for fredning af kulturhistoriske skatte. Fra min bog om barok, de har tilintetgjørt CUNTIC klostret, beskadiget kirken i DIVUSA, og svært beskadiget klostret og kirken i KOSTAJNICA".

Bogen hedder ``Sakralna Arhitektura Baroknog Razdoblja" og giver den mest udførlige oversigt over de barokke kirker, klostre og kapeller i Kroatien. Barokken kom sent til denne afkrog af Europa, de kristnes bolværk mod det Ottomanske rige, forsvaret af soldater rekrutteret fra den lokale kroatiske befolkning og de serbiske, kroatiske, græske og andre flygtninge østfra. De katolske og de ortodokse kirker ligner hinanden; de er alle tegnet af barokkens bygmestre fra det centrale Europa og udført med kærlig hånd af lokale håndværkere i deres særprægede naive stil.

Jeg slår Cuntic, Divusa, Kostajnica op og forsøger længe og stille at bringe minderne om landsbyerne tilbage. Jeg har selv, dengang jeg var gymnasieelev, tegnet nogle af de arkitektoniske grundplaner i bogen. Min danske familie har fulgt min moder og mig gennem disse landsbyer; et tal mellem ti og hundrede millioner turister har krydset disse smukke landskaber siden mit barndom. Hvilke billeder bærer de mon i sig? Sker det også for dem at minder om dette landskab smelter sammen med deres barndoms landskaber, sådan som de midtsjælandske marker for mig smelter sammen med kroatiske bakker, landsbyer, barokke kirker? Brænder landskabet også i deres drømme?

Min moders egentlige livsværk har intet at gøre med papir og bogstaver. Hun er kommet til hver eneste af disse landsbyer for at overbevise beboerne om at denne kirke som ligger lige i midten af landsbyen, bygget med kærlighed af deres forfædre, er en kulturskat smukkere end hovedstadens betonkolosser.

Udover billedet og de seks linier af tekst, indeholdt konvolutten en avis. Avisen er fuld af billeder af lemlæstede lig. Idag færdes den lille dame tværs igennem krigszonen, gennem disse nu forladte landsbyer, sætter Haag Konventionens markeringer op på fredede bygninger og hjælper folket med at redde deres kunstskatte.

Moderens telefon bare ringer og ringer og ringer. Det har den gjort i de sidste to uger. Moderen er et eller andet sted i dette smukke landskab.

København, 17 sept 1991

Min moder er dukket op igen. Et ægte brev på seks tæt maskinskrevne sider, dateret 14 september. Først de gode nyheder, skriver hun. Haven ved morfaders hus har det godt - salat, løg, selleri, persille vokser fint. Hun håber at kunne rejse til Wien til Hexagon-gruppe mødet - nu deltager Polen også, skriver hun. Og så de dårlige nyheder. Dem er der fem og en halv tæt maskinskrevne sider af. Krigens rædsler ikke set i Europa siden Anden Verdenskrig - bestialske massakrer hvis eneste formål kan være at drive hele den kroatiske, ungarske og øvrige befolkning på flugt fra de serbisk besatte områder. Nu da jeg oversætter brevet, gør jeg det med væmmelse og er i tvivl om hvorvidt dette overhovedet skal videregives. Her er ødelæggelsen af Cuntic klostret beskrevet mere udførligt:

``Cuntic klostret er jævnet med jorden. Den gamle nonne som befandt sig i klostret var afklædt og skudt med gevær kugler i korsets tegn. Af de ni gamle mennesker, som ikke kunne eller ikke ønskede at flygte, fik tre skåret hjertet ud, andre blev tvunget til at spise hjerterne og fik så deres øjne skåret ud - dem fandt man under obduktionen i deres maver, så de var tvunget til at spise dem levende ... du kan tror det eller ej, det er dokumenteret. Sådan begyndte også den Anden Verdenskrig her, med massakrer på bøndene, efterfulgt af ustasha raseriet."

Brevets indhold er ufatteligt. Desværre tror jeg at det er sandt. Jeg tror at en ny krig først bliver tænkelig, når man har glemt den sidste. For ikke at glemme, har jeg gennem årene skrevet mine bedsteforældres minder ned, før de forsvandt, og med dem vores historie .

Morfader fortæller om krigsårene

Sidste gang jeg så min morfader lå han ubevægelig, let som en fjer - 35 kilo, vildt sort hår, ubarberet gråt skæg, og brændende røde øjne.

Han havde ventet på mig. Hans stemme, og hans liv, var svagt og flimrede som et fjernt vokslys i mørket. Jeg bad ham fortælle om sit liv.

``... min første kone var Ljerka, datter af general Filipovic - ham som annekterede Bosnien. Hun spillede så smukt klaver. Døde af kræft. Min tredje kone var ..."

(hans stemme forsvandt. Han havde glemt at nævne sin anden kone)

"De dræbte hende i Jasenovac... jeg var født i Istrien... fascistene kom, vi blev fordrevet til Slovenien ... italiensk i skolerne ... jeg flygtede ... de tog fire af os til det nye seminarium i Karlovac. Forstanderinden lavede mad til os, folk samlede tøj til os. Der blev jeg kommunist. Jeg var forfulgt. Før krigen var jeg lærer i Banat - underviste rumænere og tyskere. Da tyskerne angreb USSR, vidste vi at krigen kom, og vi samlede våben og medicin. Vida og jeg transporterede partisaner og de sårede. Længe gik det godt - men så blev vi forrådt, arresteret, taget til Jasenovac [den mest berygtede ustasha KZ lejr]. Partisaner angreb Jasenovac - ustasha flygtede... de henrettede alle, undtagen dem som var stærke nok til slave arbejde ... via Linz til Malthausen... din moder så jeg på hovedbanen ... "

(Min moder: ``Jeg fik at vide at en transport ville komme fra Jasenovac, at det Internationale Røde Kors kunne give dem tøj og medicin, at min far ville være med, og at det var farligt for mig at komme til stationen. Han så ud som idag - bare tredive kilo - men han var en af de eneste seks som var stærk nok til at bære pakker til toget. Hans øjne var store og betændte. Han sagde til mig at han havde tyfus, men det skjulte han, ellers ville de allerede have skudt ham. ``Bliv stående her - du må ikke nærme dig toget, fordi ustasha tager også familier med i konvojen...". Det var mit sidste blik af min fader, troede jeg. Min faders skæbne forblev uvis indtil næste sommer. Da Malthausen KZ lejr var befriet af amerikanske tropper, led han af totalt hukommelsestab og blev indlagt på et hospital i Tyskland. Så snart han vendte tilbage, fik han at vide at hans kone var myrdet under grusom tortur i Jasenovac - han blev sindsyg og blev tvangsindlagt")

``...Tyskland ... ned ad Donau ... til Wien ... vi fik papirerne fra russerne ... de slæbte nogle smuglere ud af toget, skød dem på stedet og gav os deres pladser ... vi stjal tre kalveskind ved grænsen ... i Djurdjevac var alt tilintetgjort, alt var plyndret ... bonden som kørte os fik sin bil beslaglagt der ... det lykkedes mig at bringe skindene til Vudrovac ... og sådan kom min odyssé til ende - med frygt og snuhed og ved at stjæle... "

Det var svært for ham at tale, halvdelen af ansigtet var allerede lammet, og hans odyssé var slet ikke slut, for som Stalintro kommunist blev han tre år efter krigen igen forvist til en mudderhule i Slavonien.

``Det mudder som du husker som barn " (jeg mindes enorme mængder af mudder, mudder som kunne sluge hele hestevogne) ``det var Mikleus. Der så du dit første får og bemærkede med stor alvor: `Jeg vidste ikke at en ko kan være så stor!'"

Ordene kom langsomt, svagere og svagere, og så forsvandt de helt.

Farmoder fortæller om krigsårene

I krigsårene boede mine bedsteforældre i Slavonski Brod. Deres ældste søn, værnepligtig i det kroatiske hjemmeværn, tilsluttede sig partisanerne [partisanerne var den kommunistisk ledet modstandsbevægelse; tjetnike var serbiske nationalister, og ustasha de kroatiske nazister]. Den anden søn (min far) var gymnasiast, og blev rekrutteret af partisaner lige ved krigens slutning. Gennem krigen var deres hus inddraget af besættelseshæren og tyske officerer indlogeret hos dem. Farmoder fortæller:

`` I krigens sidste dage drog der en uendelige kolonne af krigsfanger forbi - hjemmeværnspligtige og civile på flugt. De enorme kolonner blev fordrevet til Slovenien, til den østrigske grænse. Udba [kommunistisk sikkerheds politi] slog dem ihjel i Ribnjak og kastede dem i Sava floden. Der var så mange lig i Sava at man kunne gå på dem over til Bosanski Brod. Man påstod at det var ofrene fra Jasenovac KZ lejr, men de var alle massakreret af partisaner. Vi havde glædet os til befrielsen, men istedet overfaldt de os med gevær i hånden.

Da tyskerne flygtede fra huset, efterlod de en masse brød som jeg tørrede i solen og gemte. Jeg fyldte forklædet op med det tørre brød, gik ud af huset og delte det ud til fangerne. Hvor de faldt over brødet! Den mindste krumme som faldt ned i støvet blev samlet op og spist sammen med jorden.

Med det samme blev jeg arresteret af en partisan og ført til Udba: ``Du er anklaget", siger han, ``for at have fodret banditter!"

``Banditter? Hvilke banditter?" siger jeg - ``hør nu her, de er vores sønner, og vi er deres mødrene. Jeg giver mad til vores sønner. Hvem har holdt jer i live i skoven? Hvis kvinder ikke havde sørget for jer, ville I alle have sultet ihjel!"

Nu forbarmede hans kommanderende sig over mig og brød ind: ``Gør det aldrig igen! Hvem har givet dig mad, hvis der ikke var kvinder? Og De" - sagde han til mig - ``De må gerne fodre dem, vi kan ikke, vi har ikke noget at give dem". Og så gik jeg fri. Denne gang var partisanerne ved at myrde mig - første gang var det ustasha.

En dag kom partisaner til Derventa, og næste dag flygtede de igen, forfulgt af ustasha. Der var nogen som anklagede mig for at have en søn hos partisanerne. Ustasha kom til huset, tog tøj og hvad der var at tage, og så fandt de en kuffert som var låst, og sagde at det var beviset på at jeg smuglede til partisanerne.

Kaptajnen, ustasha kaptajnen, han tog kniven, kniven som dryppede af blod. Han havde slagtet tretten, tretten mennesker havde han slagtet før han kom til mig. Jeg var den fjortende i køen. Han truer mig med kniven, og jeg græder, græder, sætter mig ned på kufferten. ``Så længe De står med kniven over mig og jeg sidder på kufferten" siger jeg til ham, ``kan jeg ikke åbne den". Han flytter sig lidt, jeg rejser mig og han tror at jeg vil flygte. Hvordan kan jeg flygte med entreén fyldt med ustasha? Hvor kan jeg flygte hen? Jeg siger til ham:

``Hør nu, hvis jeg ønskede at flygte, så ville jeg have flygtet igår, med partisanerne. Ikke idag, hvor I står her med jeres geværer. Og hvis jeg vidste hvad I ville gøre, så ville jeg have flygtet!"

Hvor han slog mig! Sådan, som mand slår mand. Jeg fløj tværs gennem værelset, og blev vred - ``Jeg låser ikke op - myrd mig. Myrd mig!" - og kastede nøglerne fra mig. Han står og glor på mig. OK, myrd, myrd, hvad kan man gøre? Jeg rækker ham min legitimation, siger - ``Her er min legitimation, så du kan se hvem du har stukket ned". Bag ham står byens ustasha leder, og så siger han - ``du gode Gud, det er fru Cvitanovic! Hendes søn er her, går i skole (at den ældre søn var partisan holdt vi hemmeligt) - ``jeg talte med hendes mand igår, han græder, ved ikke hvad der er blevet af hans kone!"

Og nu begyndte de at undskylde sig. ``Undskyld, vi beder om forladelse, vi vidste ikke, og undskyld...." ``I siger undskyld, efter I har truet mig med jeres blodige knive? Undskyld? Ved i hvad! Jeg vil være ærlig overfor jer. Det er jer som har skabt partisaner, det er jer som har skabt tjetniker, I har skabt det hele."

Forstår du Predrag, hvordan det var i Bosnien? Om formiddagen kommer ustasha, myrder alle serbere, brænder husene ned. Om eftermiddagen kommer tjetniker, myrder alle katolikker, brænder husene ned. På den måde er landsbyerne blevet helt rene. De som overlevede, flygtede for at redde hovedet, og skoven blev helt fyldt med partisaner og tjetniker."

I krigens sidste uge blev hendes ældste søn begravet levende af serbiske partisaner på vej vestpå.

Det mærkværdigste ved min slægts historier er at der intet mærkværdigt er ved dem - hver eneste familie i Østeuropa har lignende historie at fortælle. Det gør ondt når jeg hører min serbiske kollega beskrive kroater som ``ustashoide"... Har de gamle ikke lidt nok allerede? Har de fleste af os ikke den tvivlsomme ære at have slægtninge slagtet af både kroater, serbere, tyskere, kommunister, fascister og ....?

Vores slægts historie siger til os, at der altid findes mordere iblandt os som er villige til at jævne Cuntic klostret med jorden. I denne krig, som ingen fornuftige mennesker ønsker, er alle parter svage, ingen har kontrol hverken over hæren eller de selvbestaltede militser, og der er ingen magt i det opløste Jugoslavien som kan standse de uhyrer. At vente indtil morderne bliver udmattet af krigen og forhandler fred er heller ikke en mulighed, fordi resultatet formodentlig bliver et besat Kroatien (og Makedonien, Bosnien, Slovenien), med mine bedsteforældres tids terror, mange tusinder ofre og hundrede tusindevis af flygtninge. Jeg ser ikke nogen vej udenom den ubehagelige nødvendighed; uhyret skal standses og kan kun standses udefra og militært. Ellers banker uhyret igen en dag på vores dør. Jeg er overbevist om at vi uden tøven skal anerkende Slovenien og Kroatien, kræve strenge garantier for mindretallenes rettigheder og foranstalte lokale folkeafstemninger for at fastslå grænserne.

København, 19 sept 1991

Moderen har endeligt løftet røret i den anden ende. ``Mor, skal du ikke komme herop i nogle måneder indtil det værste er overstået?"

``Nej, det er mit land og jeg kan ikke forlade det nu. Hvis jeg under krigen kunne tage de hængte gidsler ned for at deres familier kunne begrave dem, smugle medicin ind i KZ lejre, hjælpe jøder på flugt, så kan jeg med ren samvittighed kæmpe til enden af mit liv. Jeg kan ikke flygte til sikkerhed mens folket lider som det gør. Jeg bliver her, for at redde vores kulturskatte, og hvis jeg denne gang bliver krigens offer, så har jeg levet et smukt liv."

----------------------------------------------

PS København, 3 oktober 1991

Jeg har været I New York, hvor krigen er reduceret til få linier på syvende side af New York Times, og hjem igen. Kroniken er stadig på redaktørens bord. Landskabet brænder med CNN surrealistisk intensitet, men jeg er altfor fortvivlet til at kunne hverken sove eller drømme. Mine stakkels kolleger i Kroatien er nu trængt via computer netværk ind på mit kontor og bebor det, med historier om deres traumatiserede børn i beskyttelsesrum, og lig som hænger fra træer i Petrinja. Cuntic er her for tredje gang, gjort klinisk i Kroatiske Røde Kors rapport om folkemord i Kroatien:

`` KRALJEVCANI, DRAGOTINCI, HRVATSKI CUNTIC: During August 14 and 15 1991, terrorists supported by Yugoslav Army entered in these three small villages on Banija (near Petrinja), plundered, destroyed and set to fire many houses of Croats and butchered peasants who did not manage to flee - the dead bodies of five elderly persons (M.P., N.P., A.S., born 1936, N.S. and M.T. born 1923) were collected, but the number of victims is probably greater."

Kan Europa virkelig overlade Dubrovnik til MIG raketter? Hvis EF ikke tør standse et lille land som Serbien, hvad ER Europa? Jeg og mine kollegaer fra Zagreb, Ljubljana, Dubrovnik, Budapest, USA, ... fodrer døgnet rundt faxene med mere og mere desperate appeller. Kære læser, jeg beder også dig om hjælp.